mandag den 10. september 2012

Hvad en tur på posthuset førte med sig

Godaften.

Jeg blev græsenke i går, da kæresten har fået et ½ års arbejde i Sønderborg. Vi kan dog stadig se hinanden hver anden weekend. Vi har ikke råd til at tanke bilen oftere. Han ringede så i dag, og bad mig om at sende sine arbejdsbukser og sikkerhedssko. Han havde ikke regnet med, at det pedeljob han kom til at bestride, var så beskidt og tungt. Afsted måtte jeg så til posthuset med en 3,6 kg tung kasse. Jeg blev nødt til at gå hele vejen derned, da kassen var for stor til min bagagebærer. Ved siden af pakkekiosken ligger en genbrug som åbenbart havde halv pris på alt, da de flytter/lukker. Der var desværre ikke noget interessant. Eller stødte på en symaskine, men tænkte at jeg ikke kunne transportere den hjem, og så viste jeg heller ikke lige om den virkede. Prisen var ukendt. Da jeg cyklede hjemad, gik turen lige ind forbi den store genbrug på Ravnevej, da jeg havde luret de også havde et 50% skilt på alt i butikken. Jeg fandt et par sko til 49,- og en gammel smuk indbundet bog til en sølle krone. Haps haps, 25 kroner der. På den sidste etape hjem, tog jeg lige ind forbi en sidste genbrug, da jeg alligevel skulle stoppe og handle ved fakta. Her fandt jeg et gammelt, rødt rosti æggebæger til 20 kroner (yay, nu har jeg 5), et par ekstra spyd til fonduegryden (man kan aldrig få for mange) og en temmelig luft/duft-tæt tedåse. De sidste to ting til en 10'er hver. Alt i alt en god fangst.
Skoene har jeg en ide om at jeg vil male under sålen. Overvejer nu også om jeg bare skal finde en spray og male oversiden. Bogen skal absolut ikke læses. Hvad den så skal bruges til, løfter jeg sløret for en af de næste par dage. Vil dog gerne afsløre at det indebærer en masse lim. Så kan I tygge lidt på den.  :)

Nu vil jeg lige få pakket min taske helt, så jeg kan komme til bassinlivredderprøve. Puh det bliver hårdt. Jeg har ikke været nede på 4 meter i alt for mange år, og har heller ikke rigtig haft mulighed for at øve!

kh
Simone

Ingen kommentarer:

Send en kommentar