fredag den 11. maj 2012

Ler i lange baner

Som tidligere nævnt var rakubrænding bare et hit her hos mig, så jeg er gået i keramikværkstedet for at skabe endnu flere ting der kan rakubrændes. Dog er der også blevet lavet blomster til den helt store guldmedalje i dag. De skal limes på min lampe når de engang er blevet forglødet og har fået glasur. Planen er at de skal være hvide (gerne lidt matte i det) med 3 små skriggule prikker i midten. Men nu må vi se.
Jeg vil lave en nærmere beskrivelse under hvert billede. Og bare rolig, der er kun 8 billeder denne gang!

Disse 2 lerting fik jeg lavet onsdag i sidste uge. Jeg var så bidt at raku at jeg skyndte mig at smække noget sammen. Nu her en uge efter, er jeg ikke helt tilfreds, men som min lærer siger, så behøver alting ikke at være så smukt. Jeg ved det godt, men jeg er vist lidt perfektionistisk på det punkt!

Her set oppefra. Det er ikke ligefrem lige noget af det. Jeg prøvede så godt jeg kunne, men tror nu alligevel den lille vase bliver sød at have blomster i. Den firkantede skål ved jeg endnu ikke hvad jeg skal bruge til.

For at gøre vasen lidt anderledes, har jeg lavet prikker nederst. Jeg har ingen anelse om, om de er dybe nok, så de også kan ses når glasuren er kommet på.

Jeg har også prøvet at gøre den firkantede skål lidt anderledes. Den har fået indhak i hvert hjørne. Jeg er ikke helt tilfreds. Det minder mig om et askebæger. Det bryder jeg mig bestemt ikke om.

Denne skål elsker jeg allerede. Den er lavet over 2 omgange. Selve skålen blev lavet i går, og var i sig selv lidt kedelig. I dag hittede jeg så lige på at smide en blondekant på, hvilket gjorde en betydelig forskel. Jeg har ingen anelse om hvilken farve den skal være, jeg overvejer dog at lave den mørk turkisblå evt. hvid indeni. Et er dog allerede bestemt, det bliver min nye slikskål :)
På kanten af skålen ses tydeligt en farveforskel. Det er der flere grunde til. Jeg skrev ovenover at de to ting er sat sammen med en dags forskel (håber ikke det revner i forglødningen, jeg har nemlig glemt at bruge slikker). Leret er altså vådt, hvilket giver nuanceforskel. En anden ting er at leret er muggent. Det giver det blålige skær. Når leret er tørt, forsvinder muggen også. Jeg kan informere om at det ikke lugter specielt godt, dog er det heldigvis ikke en kraftig lugt, så det er til at holde ud.

Blomsterne vil jeg kun ganske kort sige noget om. Jeg nævnte øverst i hvilken sammenhæng de skal bruges, samt deres farve. De er lavet ved at udrulle en klat ler, og herefter har jeg snydt ved at bruge en blomsterformet kageudstikker. Jeg lod dem trække en ½ times tid, hvorefter jeg med træpind buede bladene. Da jeg bukkede bladene lidt indad, pressede jeg samtidig spidserne lidt spidse mellem 2 fingre.
Jeg er ganske udemærket klar over min lærer vil hade at jeg har brugt en skabelon (udstikkeren), men jeg har forsøgt mig med at sidde og lave en blomst fra scratch. Det kan sagtens lade sig gøre, men det tager ekstremt lang tid, hvilket jeg ikke lige føler jeg har, derfor snydet.

8 ens skåle, også lavet over 2 dage. Her har jeg også snydt og brugt en form. Jeg har taget en glasskål putte en plastikpose ned i, og så derefter puttet en masse klatter ler ned i, for til sidst at glatte med en finger. Jeg har derefter tage dem op af skålen og stillet dem til tørre i en times tid eller 2. Herefter har jeg kunne vende dem på hovedet og glatte ydersiden. Det er gjort med en amorf plastikspatel (kan ikke huske navnet)!
De 2 hjerter blev lavet i går, da jeg havde årsdag. Det var meningen der kunne skulle have været 1, men det var så tykt at jeg valgte at dele det i 2.

De tre bagerste skåle, samt de to i i midten til højre blev lavet i dag. De resterende 3 blev lavet i går, og man kan allerede fornemme de ser mere robuste og/eller bløde ud i deres former.
Planen med de mange skåle er at få afprøvet lidt forskellige farver. Dog skal 4 af dem laves røde, da jeg har en ide om at lave en anderledes adventskrans i år, men det må blive til december at jeg fortæller/viser mere om den ide. Resten af skålene skal som sagt farves forskelligt, men de bliver nok alle brugt til fyrfadsstager, eller andet smånips.

Se med i morgen når jeg viser hvordan min Toadette-taske er blevet. Jeg vil dog allerede løfte slørret for at jeg er mere end tilfreds. Jeg elsker den allerede.

kh
Simone

Ingen kommentarer:

Send en kommentar